Storyteller

Reportage

Større spektrum i Plektrum

MUSIKBIXEN har ændret navn og koncept til PLEKTRUM og holdte et brag af en åbning lørdag, men gamle kunder og venner af musikken.

Udenfor den gamle biks på hjørnet af Hospitalsgade skinner solen på sit sidste batteri for denne sæson. Men inden i Plektrum, som er det nye navn Peter og Michael har givet butikken, ja der er et nyt kapitel lige startet. Sammen er de kompagnoner og har udviklet et nyt koncept, der skal gøre op med gamle tider og byde en ny og mere serviceminded forretningsplan velkommen.
Udenfor butikken, er der dækket fint op med hvide duge på flere små stande med pindemadder og snacks og lige til højre for indgangen står et fadølsanlæg, som ikke får så lidt opmærksomhed på denne lørdag eftermiddag.
Men der er også meget at fejre! De sidste mange uger har makkerparret i fælleskab med interessenter fra nær og fjern nemlig knoklet dag og nat med at restaurere den efterhånden, overfyldte forretning på Hospitalsgade.
Og resultatet er strålende! En meget mere åben og lys forretning, med et helt nyt lokale, nemlig en eksklusiv keyboardsektion, som butikken i flere år har ønsket sig. De nyeste modeller fra Yamaha lyser op i det hvidmalede lokale og ved et hvidt el-piano står selveste Peter og gir den som sælsom jazzsanger.
I midten af forretningen, hvor disken førhen var placeret, er der kommet en sofa, hvor man kan sidde og få en god uformel snak, som den gamle butik er så kendt for:
”Nej, hyggen har vi ikke skiftet ud”, kommer det fra Michael, som efterhånden er god for 26 års forretningsførelse af musikinstrumenter.
I sofaen sidder hans kone og hendes søster som begge er klædt ud som nonner:
”Vi synes at rocn’roll og Nonner passede godt sammen”, griner de, da jeg spørger hvorfor de er klædt ud.
Der er mange nøglepersoner tilstede ved denne glade åbningsdag, blandt andet kan nævnes Plektrums revisor, som selv har været med lige siden starten.
”Det er en forretning, men man kommer også her for at slappe af, fordi der er en hyggelig atmosfære” fortæller han mig og tilføjer: ”det er ligeså meget et sted hvor folk mødes. Jeg har aldrig selv ønsket at blive musiker, men med tiden bliver man alligevel en stor familie. Det bliver et venskab”
Nu er Baileysflasken også kommet på bordet i sofaen ved nonnerne. Ved siden af er Michael faldet i snak med guitaristen fra Zididada, som kalder den gamle butik for ”en intern rodebunke”…
”Før hen oplevede jeg, at jeg kunne blive væk i butikken. Nu er Plektrum blevet imødekommende og så virker det rent faktisk som om de har i sinde at sælge noget!” – kommer det vittigt fra den legendariske guitarist.
Michael supplerer:
”Personlige instrumenter skal man røre ved og mærke efter inden man investerer. Mange folk handler på nettet i dag, men ofte kan man faktisk finde instrumenter billigere her. Ud over det får man den professionelle vejledning som vi har bygget op igennem tiden og tilmed mulighed for at kigge ind og få service på sin varer, udført af vores dygtige personel.”
Karsten, som indtil for kort tid siden var butikkens ”guitarguru”, fandt sig et andet job, som han bedre kunne affinde sig med, men han er ikke helt ude af spillet. Måske vil han stadig være tilknyttet i forhold til reparation af guitarer.
Da jeg er på vej ud, falder jeg kortvarigt i snak med Peter udenfor. Folk har slået sig ned i stole og sofaer i solen, hvor en mindre lounge nu danner stue for unge såvel som ældre besøgende.
”Vi fører ånden videre, bare med lidt mere støvsuger. Vi er ikke helt færdige med at renovere endnu, men vi nåede målsætningen inden deadline. Jeg synes vi har fået et godt display på instrumenterne og så tror jeg specielt keyboardsektionen kan blive rigtig god!”
Den generelle holdning blandt de besøgende peger frem mod en nødvendig men kærkommen forandring, som de er glade for er sket. Ulf fra Skullclub sagde det måske på den mest rammende facon:
”Det er blevet mindre klaustrofobisk. I gamle dage kunne man komme med sin 1000 kroneseddel oppe af lommen og tænke, må jeg købe noget? Den tid er ovre nu!”

Blandt de andre besøgende på dagen kan nævnes: Christoffer Skau fra Scullclub, Jan fra det gamle Skaggerak, Anders Ting fra Fenders og keyboardspilleren fra ”Vild med dans”.